Et af de mest mærkelige – og ikke særligt kønne æbler men velsmagende.
H.C.Bredsted skrev i 1890: Diel erholdt dette Æbletræ fra Hofgartner Zeyher i Wied-Rimkel, hvortil det skulde være kommen fra Weilburg, men giver .iøvrigt ingen Meddelelse om dets Hjemsted. I de franske pomologiske Værker findes det ikke beskrevet. Hogg omtaler Winter Quoining, hvormed det synes at være identisk, som et godt gammelt engelsk Æble. Her til Planteskolen kom det for henved 40 År siden fra Boskoop i Holland under Navn af Hindbæræble og senere fra Oberdieck under ovenstående Navn. Det anses for rigtigst her at benytte Diels Navn uforkortet, da vi her i Landet foruden Grand Richard have flere Sorter, som kaldes Hindbæræbler.
Frugtbarhed: meget god, næsten årlig.
Kultur. — Dette Træ elsker en varm, men ikke for tør Jordbund, og når det dyrkes som Halvstamme et temmelig beskyttet Voxested. Hvor gode Pladser ikke ere forhånden, må det dyrkes som Lavstamme eller som Pyramide; sidstnævnte Form lykkes det dog kun i Træets yngre Alder at vedligeholde. Det trives meget godt på Paradisæblestamme og giver godt Udbytte.
Beskrivelse af Frugten. — Størrelse: næsten stor, 73 mm. høj og bred, ofte lidt mere høj end bred. — Form: uregelmæssig, altid meget kantet; langagtige, især mindre Frugter kunne næsten være ægformede; undertiden nærmer den sig også til Valseform. Tværsnit femkantet. — Frugtstilk: 15—20 mm. lang, tynd eller middeltyk, træagtig, grøn og brunligrød, håret, siddende i en moderat dyb, ofte lidt snæver Stilkgrube, der viser nogle få uregelmæssige, flade Folder og lidt Rust. — Bæger: middelstort eller lille, lukket eller tildels lukket, grønt, svagt uldet; Bladene lange, middelbrede, sluttende forneden, lidt indadbøjede, oprette og uregelmæssig bøjede, anbragte i en lidet dyb Nedsænkning, hvis Sider bestå af fine Folder og den øverste Rand af fem, ofte meget fremtrædende Ribber, der noget affladede fortsættes ned over Frugten til Stilkgruben. Bægerrøret kegleformet eller kegle-tragtformet. Støvtrådene over middelstillede. — Hud: fra Træet med lidt Dug, på Lageret smattet, ikke glat, mat glinsende; Grundfarven er bleggrøn, gulliggrøn, senere næsten gul, men den ses ikke meget, da ikke alene Solsiden, men ofte tillige en stor Del af Skyggesiden er overdækket, flammet og marmoreret med mat lysere eller mørkere karmoisinrødt, hvori ofte ses Striber af mørkere rødt; fine brune Punkter findes, men ere ikke meget iøjefaldende. Lugt svag. — Kjød: bleggulligt hvidt, sjældnere med Spor af lyserødt, temmelig fint, blødt, mørt, ikke meget saftrigt, hindbærsmagende og fint aromatisk. — Kjærnehus: æg-løgformet; Kamrene imod Stilken spidse, lidt opridsede, rummelige, mere eller mindre åbne, hvert indeholdende en eller to langt ægformede, lysebrune, ofte temmelig spidse, i Reglen fuldkomne Kjærner. Axehulen ofte temmelig bred.
Modenhed. — Sædvanlig tjenlig at plukkes i Slutningen af September, og til at nydes i sidste Halvdel af Oktober og i November. I December taber den i Velsmag.
Kvalitet og Brug: meget god både som Bordfrugt og som Kjøkkenfrugt.